Er en walkie talkie egentlig ikke bare en mobiltelefon?

I gamle dage var det helt vildt for børn at have walkie talkier at lege med, og militæret benytter sig stadig af dem, selvom de kan se voldsomme ud, og man tænker, hvorfor de ikke bare skifter dem ud med smartphones?

Begge dele er der forklaringer til.

Ser du, børn kom af familier dengang, hvor den eneste form for kommunikation med telefoner var med fastnet-telefonen, så man kunne ikke komme særligt langt væk, når man først talte i rørene sammen.

Med en walkie talkie blev den forbundethed opløst, og man kunne bevæge sig frit rundt og tale sammen, endda uden at kunne se hinanden, hvis man havde fat i nogle kraftige walkie talkier, selvom du kunne lyde som gamle, skrattende transistorradioer, man skulle indstille for at finde en kanal.

Hvis du altså kan huske dem lige så vel eller ved, hvad vi taler om.

Børn havde heller ikke behov eller mulighed for at have deres egen telefon, og selv da mobiltelefonen kom på banen, var det ikke med det samme garanteret, at børnene også skulle have deres variant – men forældrene indså hurtigt, at det var en nem måde at få fat i ungerne på.

Angående militærets brug af dem så hænger det blandt andet sammen med, at man kan kommunikere sammen over lukkede radiobølger, som mange walkie talkier bruger, hvorfor det er svært at aflytte dem, som man kan gøre det med det almindelige mobilnet.

Kvaliteten af lyden på disse walkie talkier er stadig lav, men den er forståeligt, hvis man taler langsomt, har kodesprog med videre, hvorfor man på den måde også kan kommunikere med udlændinge.

Men tiden, hvor alle raske børn ønskede sig walkie talkier, er nok ved at være en saga blot, fordi smarttelefonen har udfaset behovet og det sjove ved at have en walkie talkie, der trods alt er begrænset til at tale sammen via.